Vedtægter for AV Brancheforeningen

§1 Navn og hjemsted


Foreningen er dannet ud fra ønsket om at fremme kvaliteten og leverancerne indenfor audio- visuelle løsninger. Initiativtagerne er markedsførende leverandører.

Foreningens engelske navn er: The Association of audio-visual solutions - Denmark.

Foreningens hjemsted er København.

 

§ 2 Medlemskab

Foreningen består af virksomheder, der i business to business forhold i væsentlig grad beskæftiger sig med tekniske leverancer af nedenstående art, og har gjort således i minimum to år:

  • Programmering af rum styring til AV løsninger
  • Etablering af digitalt billede og lys
  • Videokonference
  • Interaktiv videndeling
  • Digital signage
  • Unified communication
  • Service indenfor ovenstående
  • Rådgivning indenfor ovenstående
  • Audio installationer

Bestyrelsen kan enstemmigt vedtage at optage branche relevante producenter og importører som associerede medlemmer i brancheforeningen, samt fastsætte kontingent for disse.

Et associeret medlemskab giver ingen medbestemmelse eller stemmeret i AV Brancheforeningen.

 

§ 3 Foreningens formål
Overordnede interesser

  • At markedsføre branchen bedst muligt og dermed hæve branchens anseelse samt varetage branchens interesser overfor myndigheder, andre organisationer, sammenslutninger m.v. såvel i Danmark som i udlandet 

  • At samle interessegrupperinger i arbejdsgrupper med henblik på at styrke det faglige niveau og skabe faglig relaterede netværk 

  • At fremme professionel rådgivning og formidle viden til medlemmer om lovgivning, standarder, sikkerhedskrav og andet som har generel interesse for branchen 

  • At bidrage til højnelse af medlemmernes professionelle standard f.eks. ved uddannelse og oplysningsvirksomhed
  • At fremme god forretningsmoral og kollegiale forhold i branchen 

  • At skabe synlighed og profilere branchen, dens medlemsvirksomheder og produkter såvel internt som eksternt 

  • At fremme tilgangen til og medvirke til uddannelse af kvalificeret arbejdskraft til branchen – På sigt at skaffe en egentlig faglig certificering til branchen. 

  • At opnå økonomiske fordele for medlemmerne f.eks. i relation til messer, annoncering, arrangementer, medlemskaber m.v.

Faglige formål

  • At fremme det kollegiale sammenhold mellem medlemmerne ved at fungere som fagligt socialt netværk for branchens virksomheder og medarbejdere 

  • At formidle målrettet information om lovgivning og standarder indenfor AV branchens område 

  • At sikre sig, at branchen til enhver tid lever op til det, kunderne og marked kan forvente af en seriøs AV udbyder 

  • At arbejde for fagligt rettede uddannelsesaktivitet

 

§ 4 Tilhørsforhold

Der er ikke tvungen medlemskab af erhvervs og arbejdsgiverforeningen Dansk Erhverv, men AV Brancheforeningen er etableret og forankret i Dansk Erhverv.

Det er et krav, at man som medlem af brancheforeningen er medlem af enten Dansk Erhverv, Dansk Industri eller anden godkendt arbejdsgiverforening.

Som brancheforening under Dansk Erhverv vil der blive opkrævet et årligt kontingent.

 

§ 5 Optagelse af medlemmer

Som medlem af foreningen kan optages danskregistrerede virksomheder, som i Danmark har markedsføring af de i § 2 nævnte forretningsområder.

Anmodning om optagelse stiles skriftligt til bestyrelsen med nødvendige oplysninger til begrundelse for ansøgningen.

Firmaet udpeger en medarbejder, der bindende repræsenterer virksomheden i foreningen.

Beslutning om optagelse træffes af foreningens bestyrelse ved simpelt flertal. Medlemskabet træder i kraft fra den dag, bestyrelsens beslutning ved brev eller e-mail er meddelt ansøgeren.

Hvis bestyrelsen har nægtet optagelse – en nægtelse behøver ikke at være begrundet – kan ansøgeren forlange ansøgningen forelagt på førstkommende generalforsamling – være sig 
ordinær eller ekstraordinær – hvis ansøgeren skriftligt inden 8 dage efter bestyrelsens beslutning fremsender begæring herom.


Generalforsamlingens afgørelse er endelig, og spørgsmålet kan følgelig ikke indbringes for nogen anden instans end ikke domstolene.

Alle medlemmer af AV brancheforeningen skal være tilknyttet mindst én af de i § 23 nævnte arbejdsgrupper.

Bestyrelsen kan udarbejde retningslinjer vedrørende optagelsesprocedurer, herunder om de krav til det kvalitetsmæssige og brancheetiske niveau, foreningen ønsker iagttaget.

 

§ 6 Æres – og seniormedlemmer


Bestyrelsen kan med simpelt flertal godkende kontingentfrit seniormedlemskab for ikke erhvervsaktive enkeltpersoner. Disse behøver ikke at opfylde betingelserne for medlemskab.

Seniormedlemmer har ikke stemmeret, men kan for egen regning deltage i foreningens medlemsarrangementer.

Bestyrelsen kan med simpelt flertal udnævne personer, der har gjort en særlig indsats for at fremme foreningens arbejde og formål, til æresmedlemmer. Disse behøver ikke at opfylde betingelserne for medlemskab. Æresmedlemskabet er personligt og fritaget for kontingent.

Æresmedlemmer er berettiget til at deltage omkostningsfrit i foreningens medlemsarrangementer, men skal selv betale for eventuel overnatning og har ingen stemmeret.

 

§ 7 Medlemsfortegnelse

Over foreningens medlemmer udarbejdes en fortegnelse, der offentliggøres på AV Brancheforeningens hjemmeside, indeholdende oplysninger om virksomhedens navn, kontaktperson, adresse, telefonnummer, e-mail og hjemmeside.

 

§ 8 Udmeldelse og eksklusion
Udmeldelse

  • Hvis et medlem ikke længere opfylder de i § 2 anførte betingelser for medlemskab, skal det pågældende medlem efter anmodning fra AV Brancheforeningen udtræde af foreningen.
  • Udmeldelse kan kun ske skriftligt til foreningens bestyrelse med mindst 3 måneders forudgående varsel til udgangen af et regnskabsår.
  • Standser et medlem sine betalinger, går i betalingsstandsning, træder i konkurs, indleder forhandlinger om akkord, offentlig eller under hånden, eller beslutter sig til at likvidere, betragtes dette forhold som opsigelse af medlemskabet.

Eksklusion
Bestyrelsen kan beslutte at eksludere et medlem, hvis:

  • medlemmet ikke overholder foreningens vedtægter, modarbejder foreningens formål og interesser eller på anden måde groft bringer sig i modsætningsforhold til de interesser, foreningens bestyrelse og/eller generalforsamling mener at burde varetage
  • medlemmet undlader, trods 3 skriftlige rykkerer, at betale de af foreningen fastsatte 
ydelser – herunder kontingent, deltagerbetaling o. lign.,
  • Beslutningen om eksklusionen af et medlem træffes af bestyrelsen ved simpelt flertal. Bestyrelsens beslutning meddeles medlemmet skriftligt. Afgørelsen kan indankes og kræves behandlet på førstkommende ordinære eller ekstraordinære generalforsamling, der ved simpel flertalsbeslutning træffer endelig og bindende afgørelse. 

  • Uanset hvordan medlemskabet ophører er det udtrædende medlem forpligtet til at betale kontingent og indfri andre økonomiske medlemsforpligtelser for det år, hvori medlemskabet ophører. Medlemmet har intet krav på nogen del af foreningens formue eller krav på tilbagebetaling af kontingent.
  • Ved en eksklusion bortfalder retten til anvendelse af foreningens logo og øvrigt materiale. 

  • Ved en eksklusion mister medlemmet sin stemmeret.

 

§ 9 Medlemsforpligtelser

Ethvert medlem af forpligtet til:

  • At overholde foreningens til enhver tid gældende vedtægter m.v. truffet af generalforsamlingen – herunder foreningens etiske regler (Kodex)
  • At iagttage god og redelig brancheskik i forholdet til kunder og kollegaer
  • I sin virksomhed arbejde for at foreningens formål jvf. § 3 fremmes bedst muligt
  • At overholde tavshedspligt om foreningens interne forhold overfor uvedkommende 

  • Uopholdeligt skriftligt at meddele foreningen enhver ændring indenfor virksomheden, 
der har relation til § 2

 

§ 10 Kontingent og hæftelse

Medlemmer betaler ved optagelse i foreningen et kontingent, hvis størrelse ved simpelt flertal fastsættes på den ordinære generalforsamling. 

Kontingent fastsættes som et beløb pr. ansat (inkl. ejer/indehaver), og alle medlemmer betaler for minimum 10 ansatte. Koncernforbundne selskaber (juridisk og økonomisk), med navnefællesskab optages som et medlem og betaler ligeledes pr. ansat. Såfremt en virksomhed eller koncern beskæftiger medarbejdere som ikke falder ind under brancheforeningens område tælles disse ikke med i kontingentopgørelse.

Kontingentet følger regnskabsåret. Som nyt medlem betaler man således for et fuldt kontingent ved optagelse, medmindre der er mindre end 6 måneder tilbage af forretningsåret. Er det tilfældet, betaler man halvt gebyr – uanset indmeldelsestidspunktet.

Et medlem, der har meldt sig ud eller er blevet ekskluderet, skal ved genoptagelsen betale et nyt indskud.

Det årlige medlemskontingent, hvis størrelse ved simpelt flertal fastsættes på den ordinære generalforsamling, opkræves umiddelbart herefter. Kontingentet skal være indbetalt inden 30 dage fra fakturadato. Manglende indbetaling kan jfr. § 8 medføre eksklusion.

Medlemmerne hæfter ikke for foreningens forpligtelser. Ved aftaler indgået af foreningen forpligtes og berettiges alene foreningen.

Såfremt medlemskontingentet ikke kan dække foreningens daglige udgifter, inddækker bestyrelsen underskuddet med foreningens formue. Hvis foreningens til enhver tid værende formue ikke er tilstrækkelig til at dække et opstået underskud, påligner bestyrelsen medlemmerne det eventuelle underskud pro rata ved regnskabets forelæggelse på generalforsamlingen.

 

§ 11 Generalforsamling afholdelse, indvarsling og repræsentation

Den ordinære generalforsamling afholdes inden udgangen af september måned.

Generalforsamlingen indkaldes med 4 ugers varsel ved brev eller e-mail til hvert medlem indeholdende dagsorden, regnskaber samt forslag fra bestyrelsen.

Sager, der ønskes optaget til behandling på generalforsamlingen, må fremsættes skriftligt overfor bestyrelsen senest 3 uger før generalforsamlingen og udsendes til medlemmerne senest 14 dage før denne – eventuelt påført bestyrelsens bemærkninger.

Møde, – stemme- og taleberettiget på generalforsamlingen er den person, medlemmet jfr. § 5, stk. 3 har udpeget til at repræsentere sig i foreningen.

Det er medlemmets pligt at give møde på generalforsamlingen, idet et medlem dog ved skriftlig fuldmagt kan lade sig repræsentere ved et andet medlem.

Et medlem er endvidere ved skriftlig fuldmagt berettiget til at lade sig repræsentere ved en i vedkommendes virksomhed ansat overordnet funktionær.

Bestyrelsen kan invitere andre end de direkte mødeberettigede til at overvære generalforsamlingen uden stemme – og taleret.

 

§ 12 Ordinær generalforsamling

På den ordinære generalforsamling, som er foreningens højeste myndighed, skal foretages følgende:

  1. Valg af dirigent 

  2. Forelæggelse af årsberetning 

  3. Fremlæggelse af sidste års reviderede regnskab 

  4. Forelæggelse af budget samt forslag til indskud og kontingent 

  5. Valg af bestyrelse 

  6. Valg af suppleanter 

  7. Valg af medlemmer til arbejdsgrupper 

  8. Valg af revisor 

  9. Forslag fra bestyrelsen 

  10. Forslag fra medlemmerne 

  11. Eventuelt 


 

§ 13 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, hvis flertallet af bestyrelsen finder det fornødent, eller hvis mindst 1/3 af medlemmerne overfor bestyrelsen skriftligt fremsætter anmodning herom motiveret med den dagsorden, der ønskes forelagt den ekstraordinære generalforsamling.

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes med 21 dages varsel. Hvis ekstraordinær generalforsamling er begæret indvarslet fra medlemsside, skal indkaldelse ske senest 8 dage efter, at den skriftlige begæring er kommet bestyrelsen i hænde.

På den ekstraordinære generalforsamling kan kun behandles det eller de forslag, der har foranlediget samme eller ændringsforslag hertil.

 

§ 14 Afstemningsregler m.v.

Enhver lovlig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig.

For såvel ordinære som ekstraordinære generalforsamlinger gælder følgende afstemningsregler:

  • På generalforsamlingen har hvert medlem én stemme 

  • Kun medlemmer, der har betalt sidst forfaldent kontingent har stemmeret 

  • Hvor intet andet er bestemt i vedtægterne, afgøres enhver beslutning ved simpelt stemmeflertal blandt de repræsenterede
  • 
Skriftlig afstemning skal finde sted, hvis der fremsættes ønske herom fra blot én stemmeberettiget deltager

 

§ 15 Generalforsamlingsprotokol

Af såvel ordinære som ekstraordinære generalforsamlinger optages referat. Referatet, der underskrives af dirigenten og rundsendes til medlemmerne, har fuld beviskraft med hensyn til det på den ordinære eller ekstraordinære generalforsamling passerede.

 

§ 16 Bestyrelse

Foreningen ledes af en ulønnet bestyrelse på 5 medlemmer samt 2 bestyrelsessuppleanter.

Hvervet som bestyrelsesmedlem er personligt og kan kun bestrides af erhvervsaktive personer tilknyttet medlemsvirksomheder indenfor branchen.

Valgperioden er 2 år. Hvert år afgår halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne og 1 suppleant.

∗ Ved den stiftende generalforsamling skal der så ledes vælges tre medlemmer til bestyrelsen samt en suppleant, for hvem det gælder at de skal sidde i 2 år inden de er på valg. Og hertil kommer 2 bestyrelsesmedlemmer samt én suppleant der blot sidder et år, hvorefter de er på valg.

Genvalg kan finde sted, idet et bestyrelsesmedlem dog kun kan være medlem af bestyrelsen i maksimalt 6 år. Efter en karensperiode på minimum 12 måneder kan et medlem igen opstille til valg til bestyrelsen.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og kasserer og fastsætter selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen har den overordnede ledelse af foreningens anliggender og udfører det arbejde, der ikke ifølge lovene kræver afgørelse af en generalforsamling. Kun bestyrelsen kan beslutte, hvem der må udtale sig på foreningens vegne.

Bestyrelsesmøder indkaldes af formanden. Bestyrelsesmøder skal afholdes én gang i kvartalet, eller når formanden eller mindst 2 bestyrelsesmedlemmer ønsker det. Forhandlingerne på bestyrelsesmøderne ledes af formanden, eller den han måtte bemyndige hertil.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når formanden eller næstformanden er til stede og mindst halvdelen af bestyrelsens medlemmer er mødt.

Bestyrelsen træffer sine afgørelser ved simpelt stemmeflertal. Ved lige stemmetal afgør formandens – eller i hans fravær – næstformandens stemme – udslaget.

Ved behandling af sager, der specielt vedrører et bestyrelsesmedlem eller vedkommendes virksomhed, deltager det pågældende bestyrelsesmedlem ikke.

Bestyrelsesmedlemmer har tavshedspligt om de forhold, der behandles på bestyrelsesmøderne.

 

§ 17 Bestyrelsesprotokol

Af såvel ordinære som ekstraordinære bestyrelsesmøder optages referat. Referatet, der underskrives af de i mødet deltagende bestyrelsesmedlemmer og rundsendes til samtlige bestyrelsesmedlemmer og suppleanter, har fuld beviskraft med hensyn til det på det ordinære eller ekstraordinære bestyrelsesmøde passerede.

 

§ 18 Sekretariat

Inden for budgettets rammer kan bestyrelsen antage den fornødne sekretariatsassistance til foreningens løbende drift.

 

§ 19 Regnskab og tegningsret

Foreningens regnskabsår går fra 1. juli til 30. juni.

Før regnskabet forelægges på generalforsamlingen til godkendelse, skal revisionen have underskrevet dette og forsynet det med de anmærkninger, regnskabet måtte give anledning til.

Foreningen tegnes af formanden eller næstformanden samt et bestyrelsesmedlem i forening.

 

§ 20 Etiske regler / kodex

Generelt
AV Brancheforeningens medlemmer skal i enhver henseende drive deres virksomheder under iagttagelse af god forretningsskik og værne om såvel branchens som medlemmernes almene omdømme.

Miljø
AV Brancheforeningens medlemmer skal medvirke til at værne om miljøet og samvittighedsfuldt deltage i de miljømæssige foranstaltninger, samfundet pålægger og forventer af branchen.

Medarbejdere
AV Brancheforeningens medlemmer skal medvirke til en lige og fordomsfri behandling af mennesker, og må således ikke særbehandle på grund af nationalitet, køn, etnisk baggrund, religion eller lignende.

Fair konkurrence
AV Brancheforeningens medlemmer må ikke videregive urigtige eller vildledende oplysninger om andre virksomheder, enkeltpersoner ansat i disse eller deres produkter.

Agenturer
Såvel overtagende som afgivende medlem skal sikre, at agenturskift sker uden skade for branchens kundekreds og branchen generelt.

Fælles arrangementer mm.
Deltagelse i fælles arrangementer må ikke på unfair vis udnyttes til egen fordel, men skal finde sted på fair konkurrencemæssige vilkår. Dansk Erhvervs konkurrenceretlige compliance regler for afholdelse af brancheforenings møder skal overholdes.

Orientering og håndhævelse
Det påhviler medlemsvirksomhederne at orientere deres ansatte og eventuelle forhandlere om AV Brancheforeningens etiske regler /Kodex samt tilse og medvirke til, at disse overholdes.

 

§ 21 God forretningsskik og afgørelse af uoverensstemmelser herom

Med henblik på opretholdelse af god forretningsskik samt afværgelse eller mindelig løsning af konflikter af ikke-civilretslig karakter mellem foreningens medlemsvirksomheder, nedsættes pr. sag / klage et etisk nævn.

Det etiske nævn skal med hjemmel i AV Brancheforeningens vedtægter – herunder Etiske Regler / Kodex – ved forhandling søge konflikter medlemsvirksomhederne imellem undgået eller løst på mindeligt grundlag.

Hvis det etiske nævn ikke ved forhandling kan bilægge en eventuelt opstået strid mellem foreningens medlemsvirksomheder, finder bestemmelserne i §§ 8 og 22 anvendelse.

 

§ 22. Etisk Nævn

Det Etiske Nævn, som i sin virksomhed og afgørelser alene skal lægge foreningens vedtægter – herunder vedtægternes særlige etiske regelsæt / Kodex – til grund, sammensættes af i alt 3 medlemmer fra den af generalforsamlingen vedtagende medlemsliste samt en sekretær.

Bestyrelsen udpeger formanden, hvorefter hver af sagens parter udpeger et medlem. Foreningens sekretær fungerer som sekretær.

Hvis en part ikke selv ønsker at udpege et medlem til det etiske nævn, eller ikke har udpeget et sådant inden 14. dage, efter at være blevet opfordret dertil, udpeges dette af bestyrelsen.

Det Etiske Nævn kan ikke behandle sager på eget initiativ, men kun på opfordring fra bestyrelsen.

Sager (klager), der ønskes behandlet af det Etiske Nævn, indsendes til foreningens sekretariat, som underretter bestyrelsen.

Indbringelse for Etisk Nævn bør kun ske, når der er begrundet formodning om, at de etiske regler er overtrådt, ikke i forbindelse med formodet eller faktisk overtrædelse af andre vedtægtsbestemmelser eller lovgivningen i øvrigt.

Etisk Nævn tager alene stilling til, om overtrædelse af de etiske regler har fundet sted, men ikke til evt. civilretslige aspekter.

Etisk Nævn tager alene stilling til isolerede enkeltsager og må heri ikke inddrage forhold af historisk og principielt uafhængig karakter.

Hvorvidt der foreligger skærpende omstændigheder, som følge af tidligere overtrædelser af de etiske regler, og om dette skal indvirke på sanktions omfang, er udelukkende et bestyrelsesanliggende.

Såfremt Etisk Nævn har udtalt, at en given sag indebar overtrædelse af foreningens etiske regelsæt kan bestyrelsen beslutte en af følgende sanktioner:

  • En påtale 

  • En alvorlig påtale 

  • En betinget eksklusion 

  • En ubetinget eksklusion

Der optages referat af Etisk Nævns møder og forhandlinger. Referatet, der underskrives af den til sagen udpegede nævnsformand samt medlemmer af Etisk Nævn, har fuld beviskraft med hensyn til det på Etisk Nævns møder og forhandlinger passerede. 


 

§ 23 Arbejdsgrupper

Foreningen kan ved simple flertalsbeslutning på en ordinær- eller ekstraordinær generalforsamling vedtage oprettelse af arbejdsgrupper eller nedlæggelse af eksisterende arbejdsgrupper. Arbejdsgrupperne bør som minimum have 3 deltagende medlemmer, men bestyrelsen kan ved dispensation godkende arbejdsgrupper med et mindre deltagerantal. Alle medlemmer af AV Brancheforeningen skal være tilknyttet mindst én af disse arbejdsgrupper.

 

§ 24 Nævnte arbejdsgrupper

Arbejdsgrupperne konstituerer sig selv og vælger en formand.

Arbejdsgrupperne er generelt rådgivende for bestyrelsen såvel fagligt som erhvervspolitisk indenfor de sagsområder de repræsenterer.
 Arbejdsgrupperne kan ikke tegne foreningen.

Arbejdsgrupperne fremlægger ved formanden eller dennes stedfortræder deres beslutninger – herunder budget, handlings – og økonomiplaner.

Tvistigheder om et medlems deltagelse i en arbejdsgruppe indbringes for og afgøres af bestyrelsen.

 

§ 25 Vedtægtsændringer og opløsning

Forslag om ændringer af nærværende vedtægter eller om foreningens opløsning kan kun vedtages på en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af foreningens medlemmer er repræsenteret, og hvor 2/3 af de fremmødte stemmer for ændringsforslaget eller foreningens opløsning.

Forslag til vedtægtsændringer eller forslag om opløsning af foreningen skal være citeret i generalforsamlingsindkaldelsen.

Opnår forslaget ikke kvalificeret majoritet, og opretholdes forslaget, indkaldes en ny generalforsamling senest 14 dage efter med det eller de pågældende forslag som eneste punkt(er) på dagsordenen. På denne generalforsamling vil forslaget kunne vedtages ved simpelt flertal uden hensyn til, hvor mange af foreningens medlemmer, der er repræsenteret.

Hvis generalforsamlingen vedtager at opløse foreningen, ophører bestyrelsen med at fungere, og generalforsamlingen nedsætter et udvalg til afvikling af alle løbende sager – herunder likvidation af foreningens formue, der skal anvendes efter generalforsamlingens beslutning.

Når udvalget har afsluttet sit arbejde, indkalder det til en generalforsamling, for hvilken det aflægger afsluttende beretning og regnskab.

 

§ 26 Ikrafttræden og overgangsbestemmelse

Disse vedtægter træder i kraft ved den etablerende generalforsamling fredag den 11. september 2015.

I perioden 11. september 2015 til generalforsamlingsafholdelsen i 2016 består bestyrelsen af 5 medlemmer samt to suppleanter. Herfra vælges en formand, en næstformænd, en kasser samt en sekretær. Suppleanter man ikke vælges til en af ovenstående poster.