Ny erhvervsuddannelse som AV-tekniker lanceres på EUC Nord

Mangel på AV-teknikere giver plads til ny uddannelse, der skal styrke behovet for kvalificerede medarbejdere til den fortsatte stigende efterspørgsel på installationer af lyd-, lys- og billedløsninger.

Den nye erhvervsuddannelse hvor det er muligt at specialisere sig til AV-tekniker starter op på EUC Nord i Frederikshavn. Uddannelsen er etableret gennem et tæt samarbejde mellem Industriens Uddannelser, EUC Nord og AV Brancheforeningen.

Som AV-tekniker bliver man uddannet i at dimensionere, installere og implementere løsninger inden for lyd, lys, billede og video. AV-teknikeren opnår kendskab og erfaring med den nyeste teknologi til AV-løsninger og har lært håndværket at montere blivende installationer, så de er korrekte og lovlige. Endelig får AV-teknikeren også kompetencer til at kunne analysere kundeønsker og omsætte disse til overskuelige, og driftssikre, hardware- og programmeringsløsninger.

Hvorfor en ny AV-tekniker uddannelse?

Niels Bull fra AV Brancheforeningen fortæller: ”Markedet for AV-installationer er i en positiv udvikling – og alle prognoser forventer en fortsat stigning i behovet for elektroniske kommunikationsmuligheder. Generelt er det svært i branchen at finde kvalificeret arbejdskraft. Teknikere er typisk hentet fra andre fag som fx elektrikere eller elektronikmekanikere – og virksomhederne har så investeret måske 2 år i at uddanne dem internt i at planlægge og montere AV-løsninger”, uddyber Niels Bull, og han understreger: ”Manglen på AV-teknikere udfordrer mulighederne for vækst og presser branchen generelt, når den bedste mulighed for en uddannet AV-tekniker er at friste en af de etablerede teknikere til at skifte fra en konkollega”.

Samtidig bliver AV-teknologierne og dermed løsningerne mere komplekse. For at imødekomme udviklingen skal fagligheden styrkes. Det kan en AV-tekniker uddannelse bidrage til.

Hvad kan den nye uddannelse?

”Da AV Brancheforeningen henvendte sig til os, kunne vi med det samme se behovet og muligheden for, hvordan uddannelsen skulle skrues sammen. Derefter er det gået ret hurtigt,” siger Niels Østergaard, faglærer på EUC Nord, og fortsætter: ”Vi har lavet uddannelsen AV-tekniker som et speciale ovenpå Teater- og Event uddannelsen ud fra den indholdsmæssige logik om, at der er tale om samme fysik, og at publikumsforventninger er nogenlunde ens. Det er kravene og udseende til AV-installationen – og brugerne, der er anderledes. Så forståelsen er grundlæggende den samme, mens viden om installation skal udbygges på specialet.”

Sammen med EUC Nord har AV Brancheforeningen udarbejdet beskrivelse og kompetencemål for specialet som AV-tekniker, der er godkendte af Industriens Uddannelser og Undervisningsministeriet. Uddannelsen tager 4 – 4,5 år og består af 1 eller 2 grundforløb på hver 6 måneder samt Trin 1 (Hovedforløb 1 og 2), der varer 1,5 år og afslutter uddannelsen til ’Teater-, Event- og AV-teknisk produktionsassistent’. Specialet som udlært AV-tekniker fortsætter på Trin 2 (Hovedforløb 3 og 4) – og efter 2 år afsluttes AV-tekniker uddannelsen med en svendeprøve.

Grundforløb foregår på EUC Nord i Frederikshavn i minimum 6 måneder – 12 måneder for unge, der kommer direkte fra 9. eller 10. klasse, mens lærlingen under hovedforløbene er på skole i 40 uger over 3,5 år.

På Trin 1 møder lærlingen fag, der omfatter følgende:

  • Lydteknik
  • Lysteknik
  • Visual (billedkommunikation)
  • El og elektronik (fysik og montage)
  • Lokation
  • Arbejdsmiljø
  • Kommunikation og samarbejde + faglig kommunikation
  • Gaffeltruckcertifikat, surring og lagerstyring
  • Dansk, matematik, førstehjælp, brandbekæmpelse og valgfri ’nørdefag’ fx montering/brug af værktøj

På Trin 2 – specialet som AV-tekniker – bliver der i samarbejde med praktikpladsen (AV-virksomheden) udvidet uddannelse inden for:

  • El-lære
  • Grundlæggende netværk
  • Video
  • Lyd
  • Lys
  • Styring
  • Projektering og dokumentation
  • Udvidet netværk

Hvornår starter AV-tekniker uddannelsen?

Nyheden om den nye erhvervsuddannelse som AV-tekniker bliver i øjeblikket spredt ud på landets tekniske skoler, og det forventes at mulige elektriker-studerende vil være interesserede i at søge over i AV-branchen. De første 10 AV-virksomheder er blevet godkendt som praktikplads og flere er på vej.

Det betyder, at det første hold AV-tekniker elever starter op den 14. januar 2019 på EUC Nord i Frederikshavn. AV Brancheforeningen og EUC Nord opfordrer derfor alle AV-virksomheder, der ønsker en lærling om hurtigst muligt at blive oprettet som praktikplads, så godkendelse kan komme på plads – gerne i år.

Man kan finde mere om AV-tekniker uddannelsen og bl.a. link til ansøgningsformular for at blive oprettet som praktikplads på AV Brancheforeningens hjemmeside: www.avbrancheforeningen.dk.

 

Kontakt om den nye AV-tekniker uddannelse

AV Brancheforeningen

  • Niels Bull, Danmon Group. E-mail: niels.bull@danmon.com. Telefon: 45 96 88 10
  • Jens Krogsgaard, Best Seat A/V: E-mail: jk@best-seat.dk. Telefon: 39 67 11 13

EUC Nord

  • Niels Østergaard, EUC Nord. E-mail: noe@eucnord.dk. Telefon: 40 14 23 08

Mød os på ProAV Expo 2018 i Bella Center

Du har mulighed for at møde AV Brancheforeningen på ProAV Expo 2018 i Bella Center den 31. oktober – 1. november.

Du finder os på Stand M2, hvor vi står klar til fortælle lidt om AV Brancheforeningen, vores arbejde og mål – og hvordan du kan blive medlem – eller associeret medlem, hvis du er producent.

Du kan også få mere at vide om den nye AV-tekniker uddannelse, der har opstart 1. februar 2019 på EUC Nord – og hvordan du kan få din virksomhed godkendt som praktikplads, hvis du ønsker at tage en lærling, der skal starte på uddannelsen.

Kom forbi med dine spørgsmål – eller til en hyggelig snak. Vi glæder os til at se dig på ProAV Expo.

Invitation til informationsmøde om den nye uddannelse – AV tekniker

Kære virksomhed

Som led i en løbende ajourføring af erhvervsuddannelserne inden for teater, event og AV-området, har Teater-, Event- og AV-teknikeruddannelsens Faglige Udvalg etableret en ny erhvervsuddannelse, AV-tekniker.

Vi vil derfor gerne invitere til et informationsmøde om den nye uddannelse, hvor der blandt andet vil være mulighed for at  høre mere om uddannelsens indhold samt de praktiske rammer for at tage en lærling/elev.

Informationsmødet afholdes både i København og Aarhus d. 17. april.

Her finder du en invitation til begge møder:
Invitation til informationsmøde i København 17. april kl. 8.30-10.00: PDF
Invitation til informationsmøde i Aarhus 17. april kl. 14.30-16.00. PDF

Vi håber på at se jer til et spændende arrangement.

På vegne af det Teater-, Event- og AV-teknikeruddannelsens Faglige Udvalg,

 

Med venlig hilsen

Katrine Laubjerg, Uddannelseskonsulent
Industriens Fællesudvalg (IF)
Industriens Uddannelser
Tlf. 33 77 91 38
Mobil 27 62 01 91

AV Brancheforeningen på MonitorExpo 2016

For første gang er det muligt at møde AV Brancheforeningen på MonitorExpo.

Du kan møde os på MonitorExpo 2016 den 2.-3. november i Bella Center på Stand H-MS05, hvor vi står klar til fortælle lidt om den nye brancheforening, vores arbejde og mål – og hvordan du kan blive medlem. Kom forbi med dine spørgsmål – eller til en hyggelig snak.

Ordinær generalforsamling

Tirsdag den 27. september 2016 kl. 13.30 afholder AV Brancheforeningen ordinær generalforsamling i Komitésalen, Børsen i København. Hvert medlem kan tilmelde op til 3 personer.

Agenda for generalforsamlingen er udsendt til alle medlemmer per e-mail.

Vi glæder os til at se jer.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen