Stillingsopslag på ny koordinatorfunktion i AV Brancheforeningen
Kære medlem af AV Brancheforeningen
2022 er godt i gang, og vi begynder at mærke de positive følger af de ophævede corona-restriktioner. Samfundet åbner sig med aktiviteter og events, der har brug for AV-løsninger – både de faste og udlejede installationer. Vi ser frem til et 2022 med mere forretning og nye muligheder.
AV Brancheforeningen søger koordinator (deltidsstilling)
På det seneste bestyrelsesmøde har vi fastlagt den profil, vi søger som ’Koordinator for AV Brancheforeningen’. Vi har beskrevet stillingen og arbejdsvilkår her, og vi ønsker jobbet besat hurtigst muligt – helst med tiltrædelse 4. april 2022. Hvis du kender en mulig kandidat, er du meget velkommen til at videresende stillingsopslaget. Så er vi klar til at tale med de interesserede og vælge den rette kandidat.
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at skrive til os på e-mail: kontakt@avbrancheforeningen.dk, så svarer vi hurtigst muligt.
Hjemmeside opgraderes
Vores hjemmeside blev lanceret i 2016, så selv om den løbende er blevet opdateret, er tiden kommet til at give den et større løft. Udover det nye layout bliver den tekniske løsning bag siden også opgraderet. Det betyder bl.a., at intranettet moderniseres, så det bliver lettere bruge – både som læser og for dem, der vil dele interne nyheder til medlemmerne.
Bemærk, at alle AV-medlemmer og associerede medlemmer samt samarbejdspartnere vil få en direkte e-mail med deres personlige login-detaljer.
Den nye opgraderede hjemmeside går i luften mandag den 4. april 2022.
På bestyrelsens vegne
Henrik Nielsen, formand for AV Brancheforeningen